Kunne du tænke dig at blive radioamatør?
Måske er du elektronik- og teknikinteresseret og synes radiokommunikation med tilhørende byggeprojekter, antenneudvikling samt forsøg med prototyper på eventuelle field day-arrangementer lyder spændende. Måske har du tidligere i dit liv haft privatradio, ja måske er du stadig aktiv på 11M-båndet (27Mhz) og gerne vil mere og udvide dine muligheder og dit netværk.
Så er det måske noget for dig at blive radioamatør. Du er velkommen i radioklubben, hvis du er nysgerrig og gerne vil have råd og vejledning i, hvordan du kommer til en licens-prøve.
En licenseret radioamatør (omfatter også licenseret kortbølgeamatør) er en person, der har bestået en prøve (kategori A, B eller D), og som derfor har lov til (licens til) at udføre radiotekniske eksperimenter på nogle dertil afsatte radiofrekvenser ved brug af alle former for radiosendere, modtagere og antennetyper.
Det er Energistyrelsen, der i Danmark varetager frekvenser, lovgivning, registre, licensprøver tildeling af kaldesignaler og alt muligt andet, der vedrører trådløs kommunikation herunder radioamatørerne.
Det er radioklubberne i Danmark, der tit er vært ved licensprøver, som arrangeres via Energistyrelsen, der tager sig af selve indholdet i prøverne, udstedelse af certifikater, tildeling af kaldesignaler osv…
Hvordan kommer du i gang?
Hvis du logger ind med dit NemID eller MitId på Energistyrelsens hjemmeside, kan du få et overblik over hvornår der er prøver i nærheden af dig. Når du har styr på det og måske har tilmeldt dig, så skal du forberede dig til prøverne. Der er tre licenser. Du kan gå op til en, to eller alle tre ved samme licensprøve.
På Energistyrelsens hjemmeside kan du også finde alle mulige oplysninger om regler, lovgivning samt frekvenser. Det er også der du kan finde frekvensregistret, hvor man kan slå danske kaldesignaler op og se, hvem der er bag kaldesignalet.
D-licens, ikke teknisk prøve (giver adgang til: VHF, UHF- båndene (2M, 4M, 6M samt 70cm og 23 cm) og digitalt (D-Star, C4FM, DMR+ mfl.).
B-licens, begrænset teknisk prøve (giver adgang som D-Licens samt alle HF-bånd med reduceret sendestyrke).
A-licens, teknisk prøve (giver fuld adgang til alle bånd).
Du kan få et overblik over hvordan prøverne ser ud på operatorlicens.dk, hvor du kan læse mere om prøverne, se eksempler og ikke mindst tage alle de gamle prøver online, så du bliver skarp på metode og indhold. Det har hjulpet mange aspiranter til licens…
Vejen til sendetilladelsen, 8. udgave kan anbefales som lærebog. Den fås hos edr.dk og koster 149 kr. Bogen indeholder teknisk stof til alle licenskategorier (A, B og D).
Hvis du har spørgsmål er du velkommen i klubben, hvor vi gerne giver råd og vejledning.